Undgå malware

Vi giver her en række gode råd til, hvordan du beskytter dig imod malware. Malware er en fællesbetegnelse for programmer der gør skadelige eller uønskede ting på den computer, de kører på. Eksempler på malware er:

  • Computervirus
  • Makrovirus
  • Orm
  • Adware
  • Spyware
  • Jokeware
  • Keylogger
  • Ransomware
  • Dialer
  • Trojansk hest

Adskil følsomme data fra internettet

For at beskytte hemmeligholdelse og integritet af følsomme data, bør du undlade at forbinde de computere, du opbevarer de følsomme data på, til internettet eller andre offentlige netværk. Enhver computer der er tilsluttet internettet er eksponeret og muligvis sårbar overfor et stort antal angreb.

Undgå Microsoft-produkter, hvor det er muligt

I skrivende stund er computere der bruger Microsoft Windows-platformen specielt sårbare. Overvej derfor at bruge et ikke-Microsoft styresystem, hvis det er muligt.

Hvis du er nødt til at anvende Microsoft Windows, og du er forbundet til internettet, bør du minimere brugen af Microsoft-baserede internet-applikationer. Brug for eksempel Firefox som web-browser og Thunderbird som e-mail-program. Microsoft Internet Explorer og Microsoft Outlook (og Outlook Express) er meget svære, selv for professionelle, at sikre.

Desuden er der en tendens til at malware typisk angriber populære platforme og applikationer frem for alternativer med mindre markedsandele.

Bemærk dog, at intet styresystem er immun over for alle potentielle angreb.

Hold din software opdateret

Brug altid den seneste stabile version af dit styresystem. I skrivende stund er Windows 95, 98, og ME forældede. Hvis du anvender et styresystem fra Microsoft, bør du som minimum bruge Windows XP på arbejdsmaskiner og Windows Server 2003 på servere. Dog bør du i det hele taget overveje at undgå styresystemer fra Microsoft. Se ovenfor.

Sørg for at have alle sikkerhedsopdateringer og service packs installeret.

Hvis du bruger Apple-baserede computere, bør du som minimum bruge Mac OS X 10.4 eller nyere med alle sikkerhedsopdateringer installeret.

Hvis du bruger GNU/Linux eller Unix, bør du anvende den seneste stabile version og installere alle opdateringer.

Det er specielt vigtigt at holde servere opdateret, da de ofte altid er tændte og altid er forbundet til internettet.

Vedligehold dine firewalls

Firewalls er software- eller hardware-komponenter der beskytter din computer eller netværk imod trusler fra internettet ved at blokere uønsket netværkstrafik.

En firewall blokerer trafik på baggrund af et regelsæt der bruger parametre som IP-adresser og port-numre.

At konfigurere en firewall er forholdsvist kompliceret for lægmand og bør derfor udføres af en fagmand.